Leder, FRISKPRESSET juni
Leder, FRISKPRESSET juni
Stor tilslutning til innovative avisprojekter
Vi har travlt og der er mange ting at se til. Udlevering af avispapir er over sidste års niveau og finpapiret er hele 11% over sidste år. Ganske vist er oplagstallene svagt nede, men dette er mere end opvejet af den stigende annoncering.
FSC-projekt
I den sidste måneds tid har vi selv bidraget lidt til papirforbruget. Næsten alle landets aviser har deltaget i annoncekampagnen ”Støt skoven - Køb avisen”. Vi får god feedback på initiativet og håber, kampagnen vil forankre budskabet om, at papiravisen er med til at støtte den sunde skovdrift, ikke det modsatte. Vi har udsendt en plakat med budskabet og håber, at også denne vil blive brugt flittigt og fremme idéen yderligere.
Aluminiumsplader – Stik os en plade. Det hjælper.
Indsamling af retur-CTP-plader har nu kørt i over 2 måneder, og allerede nu er vi oppe på 16-17 deltagende trykkerier og flere er lige på trapperne. Vi kører jævnligt CTP-pladerne ned til de tyske slutproducenter af aluminium, og der er god tilfredshed med ordningen. Hvis I skulle have spørgsmål til, hvordan man deltager i ordningen, følger med i de indleverede mængder, får styr på afregningsordningen eller noget helt tredje, så ring endelig til os.
Makulaturprojektet
Fra alle trykkerierne har vi nu modtaget information om deres nuværende makulaturordning. Mængder, priser, gebyrer, container-leje, kørselstariffer, makulaturtyper m.m. er indsamlet og sammenlignet, og snart udfærdiges og fremsendes en rapport. Rapporten burde i sig selv bidrage med større indsigt på området.
Det billede, der tegner sig, er af et ganske forskelligartet marked med betydelige økonomiske gevinster at hente med et fælles initiativ på linje med CTP-pladeprojektet. Vi er derfor i fuld gang med at opstille 3-4 forskellige, mulige samarbejdspartnere, der vil kunne løfte opgaven og byde ind med den rette prissætning og logistik.
Papirforhandlinger og priser
Tidligere har der kun været forhandlet avispapir én gang om året, nemlig i december-januar måned. I år ville nogle af producenterne det anderledes – ca. et kvartalsforbrug af avispapir bliver i disse dage forhandlet på plads. Der er vanen tro nogen uenighed om, hvor prisen skal havne, men allerede nu tør vi godt sige, at der ikke vil ske forværringer i forhold til de priser, der allerede er meldt ud.
Derimod må vi nok melde om højere priser i 2012. 2011 prisen er begunstiget med restleverancer og lager fra det gode år 2010 - alene af den grund vil prisen i 2012 stige med 30-35 øre pr. kg.
Alt det andet
Det summer af aktivitet i foreningen. Ikke mindst er det en fornøjelse at følge arbejdet i Teknisk Udvalg, hvor erfaringer, information og viden bliver delt mellem trykkericheferne og med staben i Pressens Fællesindkøb. I resten af nyhedsbrevet kan I læse om mange af udløberne af dette samarbejde, herunder igangværende banebrudsstatistikker, kommende farveforbrugstests og meget andet.
Se også mere om vores samarbejdsaftaler, hvor der er masser af penge at hente. Og skulle I have en trykopgave, men mangler et godt råd til papirvalg, så ring endelig til vores salgsafdeling. De ved, hvad dei taler om, og det er helt gratis og uforpligtende.
Vi er jo til for vores medlemmer!
God sommer
Thomas K. Isaksen
Adm. direktør