Leder, FRISKPRESSET september

Leder FRISKPRESSET september 2011.

Få fordel af dit medlemskab

Kære medlemmer.

Så har der været valg, og uanset om man er rød eller blå, så er én ting sikkert: Der er brugt en del papir i processen. Den politiske debat og annoncemængde har øget papirforbruget med 12-13% og givet tykke aviser og travlhed på lagrene.

Selvom vi hos Pressens Fællesindkøb ikke tør give helt så mange løfter som politikerne, kan vi dog roligt love dig en stadig bredere vifte af medlemsfordele. I denne udgave af Friskpresset kan du bl.a. læse om nye udviklingsprojekter, profilbrochure, IFRA Expo, prisforhandlinger, rabatter og FSC-området.

CTP-plade projekt i driftsfase
Foreningens CTP-plade projekt er nu ført over i en sund driftsfase, og alle procedurer er kørt ind. Vi har også booket møder med slutaftagere med henblik på næste års prissætning, så det bliver spændende at følge den videre udvikling.

Returpapirprojekt
Foreningen er for tiden meget optaget af et returpapirprojekt. Vores medlemmer har lagt deres forbrug i en pulje og bedt om bedste bud på en 3-årig aftale. Vi gennemfører samtalerne her i september måned og kan allerede nu sige, at det ser lovende ud. I samarbejde med trykkericheferne regner vi med at have en struktureret løsning klar i løbet af efteråret.

FSC-mærke til dagbladenes annoncer
På FSC-området har foreningen fået udarbejdet et FSC-mærke, man kan placere direkte ind i dagbladenes annoncer. Med tiltaget ønsker vi at styrke avisernes mulighed for en bedre miljøprofilering og økonomi. Derudover udvider vi FSC-ordningen til også at omfatte medlemmernes gratisaviser og lokale ugeaviser.

IFRA Expo - og start på avispapirforhandlingerne
Så er det snart tid til IFRA Expo, og vanen tro er det samtidig starten på avispapirforhandlingerne. Producenterne klager over trange kår og beder om bedre priser. Vi andre synes, at de er høje nok og spejder efter reduktioner. Banen er kridtet op – og startskuddet er gået.

På messen følger Foreningen en række seminarer, og vi vil videreformidle de vigtigste budskaber herfra i form af et efterårsarrangement. Derudover er vi vært for det populære frokostarrangement for vores medlemmer.

Endelig glæder vi os til at lancere en ny profilbrochure, som du vil modtage i en af de kommende uger.

For vi ved:

Vi er til for vores medlemmer!

Thomas K. Isaksen
Adm. direktør

 

 

Årligt arkiv